Nøgler betyder noget for mig. Jeg mærker ofte lige efter; Har jeg nu husket dem. Det er vigtigt at huske nøglerne her og nu. En dør skal låses nu, men meget ofte er det en dør senere på dagen, som skal låses op. Det kan være uoverskueligt. Har jeg nu husket de rigtige nøgler? Det er bestemt en negativ side ved nøglerne.
Jeg synes også, at der er noget virkeligt egoistisk ved nøglens funktion. Det tænker jeg ofte på, når jeg træder ud af mit hus, kigger ud på gaden for så at vende mig og låse min dør. Nu må ingen komme ind her. Det er mit hus, og det er mig der ejer nøglen til huset. Det ville også være mærkeligt hvis alle huse stod åbne. Det er umuligt at forestille sig, men tanken om at låse noget, det virker på mig meget egoistisk. Jeg ejer det her, og nu låser jeg det væk, så kun kongen – som er mig – må betræde stedet. Det er grimt at tænke på. Det samme gælder, når jeg låser min cykel eller en bil. Nu må ingen nærme sig, for det er min bil.
Men jeg elsker de her nøgler. Jeg tjekker meget ofte flere gange, om jeg nu har låst. På parkeringspladsen er det nemt. Jeg trykker første gang på den fjernbetjente bilnøgle, lige når jeg har lukket døren. Jeg hører låsen bag bilens blanke lak. Jeg ser på samme tid lygterne blinke. Dem har jeg nu svært ved at stole på. Blinker de fordi bilen låses op eller låses? Jeg vender ryggen til bilen, og går væk. Jeg kigger ned i min hånd, og sikrer mig, at jeg rammer ‘Lås bilen’ knappen. Jeg trykker – tænker at det må se lidt cool ud i andres øjne, at jeg bare låser bilen uden at kigge på den. Jeg ved godt det ikke hænger sådan sammen, men det er jo en lille scene, som udspiller sig på parkeringspladsen.
Det er ikke slut med parkeringspladsen endnu. Jeg er nu så langt væk, at jeg antager, at den fjerntjente nøgle nok kun lige med nød kan nå bilen. Jeg strækker hals og kigger efter en lygte på bilen. Jeg hæver min arm op i luften. Håndleddet peger jeg en smule ned, så jeg nærmest sigter truende på bilen. Jeg trykker på lås, og den blinker nu næsten næsvist til mig – var den mon allerede låst? Nu er den ihvertfald – måske.
Nøglen skaber også en form for tryghed for mig. Én ting er, at jeg altid låser husets hoveddør – også selvom det er dag, og jeg er hjemme. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg er alene, og jeg tager imod og tager stilling til dem, som gerne vil have ind. Jeg er ikke hævet over nogen, men her i huset kan jeg enormt godt lide, når huset er lukket og sikkert. Det er jo nærmest som en lille hule, og det giver mig ro. Jeg kan faktisk blive lidt skræmt, hvis nogen banker på; Venter du nogen, Tina? Jeg går mod døren, og kan se en skikkelse. Jeg åbner døren lidt langsomt – helst vil jeg åbne den på klem, men jeg synes ikke helt, at jeg er der endnu i mit liv. Det virker jo nærmest usselt eller som en forskræmt lille person. Men lyden af at nogen banker på, den har jeg ikke mange gode tanker om.
Jeg er i huset. Huset er låst og trygt. Min familie er sikker her. Nu kan jeg så godt lide, hvis jeg kan liste ud på badeværelset og så låse døren bag mig. Min familie ved godt, at der altid skal bankes på døren til badeværelset. Men det er ikke nok for mig. Allerhelst vil jeg låse døren. Så finder jeg fred bare et øjeblik. Jeg har lyst til at blive på badeværelset længe, men det virker for skørt. Det er jo tåbeligt, for jeg laver jo ikke hemmelige gerninger på badeværelset. Ofte sidder jeg der bare, men jeg kan også stå ved håndvasken – bare et øjeblik.
Når jeg er ude, og skal låne andres badeværelse, så er det virkelig angstprovokerende, hvis nøglen ikke er i døren til badeværelset. Er vi nogen få stykker samlet, så er det ikke slemt. Her kan alle regne ud, at jeg mangler, og derfor må være på badeværelset. Men jeg har flere gange været ude for større forsamlinger, hvor nøglen ikke har været i døren til badeværelset. Her har jeg ofte stået med en fod for døren, og kun lige eller delvist kunne færdiggøre mine gøremål. Det er jo åndsvagt, det ved jeg godt. Men jeg får det ubehageligt ved tanken om, at nogen bryder ind. Når jeg er på badeværelset, så er det mit rum. Det er et sted hvor jeg gør krav på bare lidt ro.
Det er jo typisk nøglerne. Hvor fanden lagde jeg nu de nøgler. Men jeg bruger dem hver dag. De er jo som et lille spil for mig, som jeg kan låse op i forskellige situationer.